Kapitalismens Afslutning – Hvorfor vækst forværrer klimakrisen og hvordan vi skal leve i fremtiden
Jeg har lige læst denne meget interessante, veldokumenterede og tidsaktuelle bog af den tyske forfatter og økonomijournalist Ulrike Herrmann.
Hun fortæller om, hvordan kapitalismen opstod, hvornår den havde succes og udfordringen med et system, der konstant har brug for vækst for at kunne fortsætte.
Hun giver et detaljeret billede af de overbevisninger, som driver klimaforkæmperne og som jeg synes alle bør kende til.
Vi forurener i EU 7x mere end naturen kan klare
Vores planet kan ganske enkelt ikke længere følge med den mængde CO2 vi udleder, drevet af et stærkt stigende forbrug.
Forureningen skal ned på 1 ton CO2 pr. person om året, før det hænger sammen med hvad naturen kan optage. Aktuelt bruger vi i eurozonen 6,5 ton CO2 pr. person. Qatar ligger på 32,4 ton CO2 pr. person. Mens mange u-lande er nede på eller under 0,1 ton CO2 pr. person.
Det er de rige, der forurener mest – de rigeste 10% af mennesker her i verden er skyld i 48% af hele den samlede CO2 udledning. Samtidig står det industrielle landbrug for 21-37% af alle drivhusgasser.
Kapitalismen falder sammen hvis vi ikke fortsætter med at bruge mere
Kapitalismen har den triste hage, at hvis den ikke fortsætter med at vækste, så falder den sammen som et korthus.
Det var det der skete under den store depression i 1930’erne, hvor staten endnu ikke havde nogle planer om at gribe økonomisk ind under kriser. Tilliden til markedet kunne dermed frit falde og dermed følger en ond cirkel af arbejdsløshed, mindre efterspørgsel, øget arbejdsløshed.
Lige siden har det politisk været en varm kartoffel at holde gang i forbruget for enhver pris. Det fastholder arbejdspladser og økonomisk stabilitet. Sidst under coronakrisen, hvor den europæiske centralbank pumpede milliarder ud i systemet, for at holde gang i forbruget.
I Tyskland indførte man en skrotpræmie for biler på 3.000 euro, som en del af COVID genopretningsplanen. De gamle biler fejlede ingenting.
Planlagt forældelse
Problemet er, at markedet vil nå et mætningspunkt, hvor vi har alt hvad vi har brug for. Forbruget burde på et tidspunkt nå en top. Men gennem tiden har man alligevel opfundet smarte tricks, der kan holde efterspørgslen i gang, eksempelvis planlagt forældelse.
Allerede tilbage i 1924 mødtes Philips, Osram og General Electric – verdens største lyspære producenter for at vedtage en skummel plan, der skulle halvere levetiden på glødepærer og sikre dem en astronomisk gevinst.
Pærer kunne sagtens laves til at holde meget længere, men så ville de jo ikke sælge så meget.
De triste sider af kapitalismen
Konsekvensen af kapitalismen er, at det er økonomisk fordelagtigt at producere ringere og ringere kvalitet for højere profit – edda med statens støtte. Det holder jo gang i virksomheder og bevarer arbejdspladser.
Ulrike Herrmann’s konklusion er, at vi er nødt til at afskaffe kapitalismen og give afkald på vækst, for at nå i mål med den grønne omstilling. Grøn vækst er en illusion og CO2 afgifter har ingen effekt. Vi skal i stedet på grøn skrump.
Slut med forbrug for forbrugets skyld. Slut med flyrejser, egen bil, nybyggeri og billige produkter og fødevarer, der ikke afspejler deres CO2 aftryk på miljøet.
Hun peger på den britiske krigsøkonomi med rationering og lige forhold for fattig som rig, som forbillede. Dengang faldt forbruget med 1/3 på meget kort tid uden nogen led nogen nød.
Var livet så dårligere før i tiden?
Siden 1940’ere er den tyske økonomi vokset til det tidobbelte. Selv hvis denne enorme velstand blev halveret ville det stadigt være lige så rigt som i 1978. Livet var ikke anderledes dengang end i dag. Tempoet var dog nok noget lavere. I stedet for at flyve til Mallorca flere gange om året kørte man til Italien i tre uger.
Der findes endnu dog ikke nogle politiske planer for grøn skrump. Vores demokrati kommer ganske enkelt til kort, når det handler om snakken om at give afkald på vores goder. Alligevel er man af tvang begyndt at indføre grænser for vandforbrug visse steder i Tyskland.
Mindre forbrug giver mere overskud
Jeg er helt sikker på, at forandring starter i bunden, ikke i toppen. Den enkelte er nød til selv at træffe bedre beslutninger omkring forbrug – det vil ikke komme fra vores nuværende politikere.
Kan man reducere sit forbrug og goder, vil der også være mulighed for at kunne arbejde mindre, sætte tempoet ned, finde tilbage til et liv med mere tid og ro. Noget jeg oplever som et støt stigende problem i en verden, hvor vi skal være stadig mere effektive for hvert år og hvor 80-90% af alle sygdomme siges at have relation til stress.
Vi har behov for nogle gode forbilleder
Det er ikke let at gøre noget anderledes i en verden, hvor vi har aldrig har haft mere travlt med at sammenligne os selv med vores naboer. Hvor ideen om samfundssind er at være den gode forbruger, der arbejder på fuld tid og helst er stresset.
Der er brug for nogle vi kan spejle os i. Nogle der lever anderledes. Nogle der kan fortælle om andre muligheder, hvor vi kan sanse en genkendelighed i os selv.
Et savn om et andet liv med mere tid og langsomhed.
