Telt på stor mark, blå himmel med skyer

Taknemmelighed, lykke og mit eget ansvar

Reflektioner omkring et liv efter arbejde, et år efter opsigelse

Lykke kan ikke opgøres i penge

Jeg sidder på en fold ud stol fra Harald Nyborg i et cirka 8 kvm. telt, som jeg hentede i Davidsen på vejen til Divinya – et yogaretreat i Sverige.

Reflekterer over taknemmelighed og lykke, efter at have læst i Rikke Østergaard’s bog “Tak!” og læst højt for min kæreste af bogen “Mod” fra Osho.

Jeg har aldrig følt mig så lykkelig og taknemmelig siden jeg valgte at stoppe som bankrådgiver den 1/5-2018.

Det er lidt underligt for min logiske hjerne at forstå – jeg har nu 1/4 af den indkomst, som jeg havde dengang og alligevel føler jeg ikke, at jeg mangler noget – tvært imod, så har jeg måske aldrig følt mig så lykkelig, som lige nu.

Telt på stor mark, blå himmel med skyer

Taknemmelighed for det vi tager for givet

Jeg har været på Divinya i eget telt i 5 dage og tænkt over udendørs livet – den konstante uforudsigelighed. Behovet for at kunne tilpasse mig situationen. Det har blæst rigtig meget, regnet lidt både om dagen og natten, så nogle nætter har jeg ikke sovet ret meget.

Det får mig til at tænke over komforten ved min lejlighed, hvordan det omskiftende vejr, når jeg bor udenfor, får mig til at være taknemmelig når solen skinner og jeg kan holde varmen i shorts.

Taknemmelighed over en vindstille aften og nat, så jeg får en god søvn. Den dejlige følelse af en ren krop efter et bad i den lokale sø, mens der nogle dage ikke lod til at være andre muligheder.

Det er sådanne små ting, som jeg til dagligt slet ikke tænker over eller sætter pris på på samme måde.

Tag selv ansvar for dit liv og lykke

Måske har ændringen i mængden af fritid givet mig bedte tid til at standse op, tænke mig om, filosofere lidt og være taknemmelig over de små ting i mit liv. De ting jeg måske ikke så før og satte pris på.

Taknemmelighed over, at jeg har fået øje på, at jeg selv har ansvaret for min lykke og at mange ting her i livet, mest er et spørgsmål om attitude overfor de omstændigheder, der nu engang er. Det rigtige tøj og solcreme til den rigtige situation og hvad der sker, når det ikke stemmer overens.

Hans Ebsen, profilfoto

Hans Ebsen

Hans Ebsen er en tidligere bankrådgiver, der efter 16 år i finansverdenen valgte at skabe et liv i balance. Han lever i dag med fokus på frihed, nærvær og værdier frem for hamsterhjul og stress.

Han har forladt Esbjerg efter mange år og skabt et nyt hjem i Broager sammen med sin kæreste. Her nyder han naturen, fællesskabet og et liv, hvor både ro og selvstændighed har plads.

Gennem sin virksomhed tilbyder Hans uvildig økonomisk rådgivning med en spirituel og værdibaseret tilgang. Han hjælper mennesker til klarhed, bevidste valg og en økonomi, der understøtter et meningsfuldt liv i balance.